Bred politisk opbakning til at gøre Istedgade mere tryg

02.02.2021
Istedgade skal være mere tryg. Mandag aften vedtog Teknik- og Miljøudvalget planen for omdannelsen. Nu mangler blot finansieringen.

Cykelsti, vejbump, et fodgængerfelt og en ny placering af det eksisterende busstoppested. Det var de ting, der stod øverst på ønskelisten, da Københavns Kommune i foråret spurgte vesterbroerne, hvad de drømte om for fjerde og sidste etape af omdannelsen af Istedgade. Nu er der godt nyt.

Mandag d. 1. februar vedtog et enigt Teknik- og Miljøudvalg nemlig indstillingen for den endelige færdiggørelse af gaden – en indstilling, der var stærkt inspireret af de mange forslag fra de lokale københavnere.

- Fællesnævneren i de mange gode input var, at Istedgade skulle være mere tryg og sikker for især fodgængere og cyklister. Jeg er rigtig godt tilfreds med den store politiske opbakning til gadens fremtidige indretning. Næste skridt er nu at finde finansiering til omdannelsen i de kommende budgetforhandlinger, og her håber jeg, at der vil være lige så bred opbakning fra de andre partier, siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).

Omdannelsen af Istedgade er hidtil sket i tre etaper siden 2009, og sidste etape er strækningen fra Flensborggade til Enghavevej. Omdannelsen af strækningen har afventet, at metroen på Enghave Plads og den dertilhørende forplads stod færdig.

At Teknik- og Miljøudvalget nu har godkendt indstillingen for Istedgade, vækker glæde hos Vesterbro Lokaludvalg.

- Vi synes, det er nogle gode løsninger, der er lagt op til. De er med til at gøre området mere trygt, og de gør især en forskel for alle børnene på Tove Ditlevsens Skole, der får en mere sikker skolevej. Det har været en vigtig prioritet for os. Nu ser vi frem til, at politikerne forhåbentligt afsætter pengene, så gaden kan blive gjort færdig, siger Thomas Egholm, der er formand for Vesterbro Lokaludvalg.

Der skal afsættes 6,9 millioner kr. til projektet. Hvis politikerne afsætter pengene ved efterårets budgetforhandlinger, forventes arbejdet med fjerde og sidste etape af den nye Istedgade at være færdigt i slutningen af 2023.