Dybbølsbro genåbner med Københavns bredeste cykelsti

11.10.2019
Tirsdag den 15. oktober er den nye 10 meter brede cykelsti på Dybbølsbro klar til de 21.000 cyklister, der krydser broen til hverdag.

Både fodgængere og cyklister kan se frem til langt bedre forhold, når Dybbølsbro efter en omfattende ombygning fra på tirsdag byder på bredere fortove, bedre cykelparkeringsforhold og Københavns bredeste cykelsti. Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) glæder sig til de nye, forbedrede forhold for de bløde trafikanter på strækningen:

- I årevis har Dybbølsbro været underdimensioneret i forhold til de store mængder af gående og cyklende, som tager turen over broen. Nu har vi endelig fået forbedret kapaciteten, hvilket giver en langt bedre hverdag for de titusindvis af cyklende og gående, som anvender Dybbølsbro. Det er slut med de konflikter, som førhen var dagligdag, når vi fremover får en langt mere hensigtsmæssig afvikling af trafikken. Forhåbentlig kan det få endnu flere til at vælge cyklen på deres vej gennem København, siger Ninna Hedeager Olsen.

Den nye 10 meter brede cykelsti og de brede fortove er skabt ved at etablere et ståldæk i hullet i midten af broen, som forbinder Vesterbro med Kalvebod Brygge og siden Islands Brygge via Cykelslangen og Bryggebroen. Ved Dybbølsbro Station er der opsat en række nye cykelparkeringspladser, så det bliver nemmere at finde et sted at parkere sin cykel. Fodgængerne kan også glæde sig over mere plads, da fortovet udvides med flere meter.

Der er monteret i alt ca. 440 tons stål i form af 55 broelementer. Hvert element vejer ca. 8 tons og er 3,6 meter bredt og 10 meter langt. Broelementerne er blevet løftet ind på broen med en kran i aften- og nattetimerne for at minimere trafikgenerne mest muligt.

Dybbølsbro udgør en vigtig cykelforbindelse i København mellem Vesterbro og Amager via Fisketorvet, Cykelslangen, Bryggebroen og Islands Brygge. Hele området under og omkring Dybbølsbro er under udvikling, og der planlægges flere byggerier – heriblandt IKEA’s nye city-varehus, udvidelse af Fisketorvet og ungdomsboligerne Kaktustårnene. En ny fjernbusterminal skal også anlægges under broen. På baggrund af de mange projekter forventes det, at især cykel- og fodgængertrafikken vil stige i de kommende år.

Når københavnerne krydser Dybbølsbro den 15. oktober, byder Teknik- og Miljøforvaltningen på en kop kaffe og et kort over byens grønne cykelruter fra klokken 10 til klokken 12.