En bilfri middelalderby rykker tættere på

10.06.2020
Effekterne på blandt andet trafik og erhvervsliv skal analyseres nærmere.

Der skal være op til tre-fjerdedele færre biler, og størstedelen af parkeringspladser skal sløjfes til fordel for grønne byrum og bedre fremkommelighed for fodgængere og cyklister. Sådan lød nogle af de i alt 9 anbefalinger til omdannelsen af Middelalderbyen fra den statistisk udvalgte Borgersamling, som Københavns Kommune nedsatte sidste år, og som nu er behandlet politisk i Teknik- og Miljøudvalget. Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) er glad for forslagene, men anerkender samtidig, at der er behov for at kigge nærmere på de effekter, som de vil have på blandt andet mobiliteten i byen og et erhvervsliv, der i forvejen er presset af corona-krisen:

-  Vi har fået et klart signal fra Borgersamlingen om, at et repræsentativt udsnit af københavnerne ønsker sig en rarere, renere og mere tryg bykerne i København. Jeg er stor fortaler for at få bilerne ud af Middelalderbyen. Men jeg lytter også til de bekymringer, der har været fra Lokaludvalget for Indre By og andre lokale beboergrupper om, hvordan forandringerne kan påvirke bydelen med øget støj fra nattelivet, samt hvordan det kan komme til at påvirke de lokale erhvervsdrivende og trafikken samlet set, siger Ninna Hedeager Olsen.

Sideløbende med Borgersamlingen er en følgegruppe med deltagere fra erhvervsorganisationer og andre organisationer blevet bedt om at komme med input. Halvdelen af følgegruppen er overvejende positive i deres kommentarer til borgersamlingens anbefalinger, mens den anden halvdel udtrykker bekymring med hensyn til trafikafvikling, adgang til parkering, konsekvenser for erhvervslivet, fx butiksdød, varelevering og adgang for håndværkere. Nu ser Ninna Hedeager Olsen derfor frem til en mere tilbundsgående analyse af konsekvenserne og afventer blandt andet konklusionerne fra de trafikberegninger på Metropolzonen, som allerede er i gang. Her er en reduktion af biltrafikken på 65-75% regnet ind sammen med flere af de store projekter på ideplanet, som for eksempel tildækning af banegraven ved Vesterport Station eller en grøn park foran Tivoli.

De næste skridt på vejen mod en bilfri Middelalderby kan være at følge en anden af Borgersamlingens anbefalinger om at lave forsøg på udvalgte steder, for eksempel ved midlertidigt at omdanne parkeringspladser til grønne byrum. Det forslag ønsker Ninna Hedeager Olsen at følge:

- Det vil give os nogle smagsprøver på, hvor mange muligheder der pludselig kan opstå, hvis bilerne kommer væk. Vi kan få testet, hvordan der kan leveres varer til butikker og private på nye og mindre støjende måder. Samtidig vil vi gerne se på, hvordan vi kan bruge byrummet til at hjælpe de beboere, der har små baggårde uden mulighed for ophold eller affaldssortering. Med de erfaringer i hånden kan vi lave en samlet plan for byrum og trafik i Middelalderbyen – selvfølgelig i fortsat tæt dialog med borgerne og erhvervslivet, siger Ninna Hedeager Olsen.