En million forårsblomster er i færd med at folde sig ud i forårssolen

23.04.2018
Efter en kold og lang vinter er de første af de mange tusinde farverige forårsbebudere ved at iklæde København i flotte nuancer.

I vinter havde medarbejdere fra Teknik- og Miljøforvaltningen travlt med at lægge de mange blomsterløg i jorden rundt omkring i de københavnske bydele, og nu kan københavnerne nyde synet af krokus, scillaer og påskeliljer, der er skudt frem i det milde forårsvejr.

Langs Ørestads Boulevard er 200.000 gule krokus blomstret, i midterrabatten på Gyldenløvesgade pynter 30.000 påskeliljer og ved Peblinge Sø og i Amorparken står de mange lilla, hvide og gule krokus i fuldt flor. Der er også sat farve på byens bemandede legepladser, hvor vintergækker og påskeliljer er sprunget ud til glæde for de yngste københavnere. I løbet af april bliver der plantet mere grønt i børnehøjde på legepladserne, hvor bellisblomster vil pynte med deres store blomsterblade.

På hjørnearealerne ved Bispeengbuen, langs Frederiksborgvej og i Rødkildeparken pibler blomster frem af den særlige ’Københavnerblanding’, der er lavet specielt til Københavns Kommune. Blandingen består af en række pinseliljer – de såkaldte narcisser – der har forskellige blomstringsperioder. Nogle af liljerne er netop blomstret, og andre liljer blomstrer først til maj, og københavnerne kan derfor nyde denne type blomster hele foråret.

I blomsterkummerne på Tomsgårdsvej er en blomsterblanding ved at spire, der rig på nektar, som bierne i byen nyder godt af. Blomsterne består af gule, hvide og blå krokus, som efterfølges af anemoner, perlehyancinter og små tulipaner.
Udover de mange blomsterløg, bliver der i løbet af april plantet hornviolaer, gyldenlak, stedmoderblomster, ranunkler, tulipaner og narcisser på byens pladser og parker, så byen er svøbt ind i et farverigt blomsterhav af orange, blå, røde og lyserøde nuancer.

”Når forårsblomsterne gør deres indtog i de københavnske gader og parker, vækker det glæde og sætter kulør på byen. Vi ved, at mange københavnere ønsker, at byen bliver endnu mere grøn, og dette forår har vi sikret, at endnu flere blomster spirer frem. Det er et skridt på vejen til en grønnere by, der samtidig giver os en større biodiversitet i byen”, siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).

Blomsterløgene, der er fordelt i alle de københavnske bydele, vil blomstre helt frem til maj i 2018. Der er blevet lagt løg på i alt 10.000 m2, og de har rundt regnet kostet en krone pr. styk, idet der i alt er afsat 1 mio. kroner til blomsterløgene på budgettet for 2018. De mange blomster er én af flere indsatser, som Københavns Kommune sætter ind med for at sikre mere natur i byen.