Enhedslisten siger klart nej til højhus på Nuuks Plads

26.09.2018
Mandag skal politikerne tage stilling til lokalplanen for Nuuks Plads på Nørrebro, som blandt andet kan bane vej for et højhus på 75 meter.

Siden Borgerrepræsentationen 1. marts besluttede at sende forslaget til en lokalplan for Nuuks Plads i høring, har der været travlt ved tasterne på Nørrebro. Over 450 høringssvar er det blevet til, og tendensen er tindrende klar: Der er massiv modstand mod et højhus på 75 meter på Nørrebro. Hele 97 pct. af høringssvarene afviser et byggeri på denne størrelse, hvilket ikke vil passe ind i Nørrebros egenart med 5-etagers karrebebyggelse. Og så klar modstand skal politikerne lytte til. Det mener teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL):

- Når borgerne engagerer sig i byplanlægningen bør politikerne selvfølgelig lytte til så voldsomme protester mod et højhus. Jeg noterer mig, at SF, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti inden høringen så frem til dialogen med københavnerne, og jeg konstaterer samtidig, at københavnernes melding er meget klar, så det bør give sig selv i denne sammenhæng at stemme klart nej til lokalplanforslaget, siger Ninna Hedeager Olsen.

Modstanden bunder hovedsageligt i bekymringer for skygge- og vindforhold som følge af det høje byggeri og øget biltrafik. Argumenter som Ninna Hedeager Olsen sagtens kan forstå:

- Højhuse risikerer i særlig grad at påvirke lokalområdet med skygge og kastevinde - og ofte bliver byggerier i øvrigt dyrere, når de kommer op i højden, hvilket heller ikke taler for at give grønt lys til at bygge et højhus. Derfor skal vi altid overveje en ekstra gang, om vi skal lave lokalplaner med højhuse i, og være ekstra opmærksomme på københavnernes bekymringer og stille skærpede krav, hvis vi laver lokalplaner for højhuse, siger Ninna Hedeager Olsen.

Alligevel er borgmesteren bekymret forud for den politiske behandling:

- Tidligere har et politisk flertal ignoreret de lokale borgeres protester og sagt god for højhuse fx på Postgrunden, til trods for at de vil kaste skygger og skaber barrierer i byen. Og for to uger siden ignorerede et budgetflertal fuldstændigt massive borgerprotester og besluttede at bygge på Amager Fælled og Stejlepladsen i Sydhavnen. Men jeg håber da, at mine politiske kolleger er blevet klogere siden og vil lytte til københavnerne denne gang, siger borgmesteren.

Politikerne i Teknik- og Miljøudvalget skal forholde sig til det endelig udkast for lokalplan for Nuuks Plads på et møde mandag klokken 15.