Gå ud i naturan og find ind til dig selv

06.11.2020
Ny mini-vandrerute på Amager: Rute til Ro guider folk ad naturstier med ti indbyggede mindfulnessøvelser.

”Luk øjnene. Fornem dine fødder, som hviler mod jorden”. Sådan står der på et grønt skilt på Amager Fælled. Det er post nummer tre på den nye Rute til Ro, som torsdag d. 12. november åbner i det smukke naturlandskab kun to kilometer fra Rådhuspladsen og tæt på hovedstadens trængsel. Men det er ikke en ny, lang rute, der lægger op til at slide vandrestøvlerne skæve. Det er derimod en invitation til at opleve naturen langsomt og med alle sanser.

- Med Rute til Ro vil vi gerne øge folks kendskab til, hvordan naturen kan bruges til opleve velvære, afstresning og forøget livskvalitet. Det her er en helt unik mulighed for at inspirere flere til at komme ud i den bynære natur og til at opholde sig i naturen på en helt ny måde, siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).

Mindful orientering
Ruten er bygget op som en mindful orienteringsrute, hvor man selv kan opdage - eller genopdage - naturens ro på en enkel, anderledes og inspirerende måde. Til forskel fra det meste sport og anden udendørs aktivitet gælder det her om ikke at præstere eller haste afsted, men om at bevæge dig langsomt, åbne for sanserne og lade ens spontane opmærksomhed falde på det, man møder i naturen undervejs.

Den 1 kilometer lange rute består af en markeret gangsti med 10 poster med mindfulness øvelser, som inviterer den gående til at sanse og opleve naturen med nysgerrighed og opmærksomhed. Hver øvelse giver mulighed for at øve sig i at møde både sig selv og naturen mere accepterende og mindre dømmende.

- Rute til Ro er for alle, som søger mere balance og ro i hverdagen, og det er jo temmelig mange. Jeg håber, at også foreninger og organisationer som arbejder med vores særligt sårbare borgere, vil lægge turen forbi den nye mini-rute, så brugerne kan blive inspireret til at opleve, hvor beroligende ophold i naturen kan være, siger teknik- og miljøborgmesteren.

I november og december er der mulighed for på hjemmesiden www.kk.dk/rutetilro  at tilmelde sig guidede mindfulness ture. Turene foregår i små grupper med overholdelse af forsamlingsforbuddet og under hensyntagen til de gældende corona-retningslinjer.