Genbrug af byggematerialer koster ikke samfundet dyrt

29.05.2020
En gennemgang af fire byggeprojekter viser, at de samlede udgifter kun stiger mellem fem og ti procent ved genbrug af byggematerialer.

København bruger årligt flere milliarder kroner på bygge- og anlægsprojekter, når fx nye daginstitutioner og plejecentre skyder op, og vejene dertil etableres. Derfor har Borgerrepræsentationen i København bakket op om Enhedslistens forslag om at undersøge mulighederne for genanvendelse af byggematerialer i nye byggerier, og nu ligger de første undersøgelser klar.

For udvidelsen af Heerup Skole, etableringen af en ny hal i forbindelse med Ketsjersportens Hus og renoveringen og moderniseringen af bygningerne i Jacob Michaelsens Minde forventes det, at anlægssummen blot vil stige mellem fem og ti procent. Til gengæld vil udvidelsen af HAFNIAs faciliteter på Skolen på Strandboulevarden kunne udføres til samme pris eller marginalt billigere, end hvis der ikke var fokus på cirkulær økonomi. Og det er gode nyheder, mener teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL):

- Der har været store bekymringer for, at genbrug af byggematerialer vil være besværligt og have store udgifter. Det viser Økonomiforvaltningens screening nu ikke er tilfældet, og det er gode nyheder. Det giver blod på tanden i forhold til at stille krav om genanvendelse af byggematerialer i fremtidens kommunale udbud, så vi kan få trukket byggesektoren i en grønnere og mere CO2-venlig retning, siger Ninna Hedeager Olsen.

I de netop overståede ”minibudgetforhandlinger” har politikerne besluttet at merudgifterne i de fire projekter skal indgå i anlægsbevillingen. Dermed kommer kommunen til at gøre sig konkrete erfaringer med at stille kravet i udbudsmaterialet.

For at øge genbrug af byggematerialer foreslog Enhedslisten i 2019, at der ved udbud af kommunale anlægsprojekter skal stilles krav om genanvendelse af byggematerialer. Baggrunden for forslaget var, at byggeriet i København står for en tredjedel af al produceret affald, og store dele af byggeaffaldet bliver i dag blot nedknust og genanvendt i stedet for stabilgrus under fortove og veje. Dertil kommer, at der i byggebranchen er et stort energiforbrug ved produktion af nye materialer, og disse problematikker skal der gøres noget ved, mener Ninna Hedeager Olsen:

- Både på lokalt og globalt niveau er det nødvendigt at nedbringe CO2-udledningen. I København bruger vi årligt milliarder på byggerier og anlæg, og derfor gør det en forskel, når vi stiller grønne krav til vores projekter. Fremtiden skal bygges på cirkulær økonomi, siger Ninna Hedeager Olsen.