Kærestebreve viser stor efterspørgsel på miljømærket legetøj og kontormøbler

19.09.2018
36 kommuner og to regioner har reageret positivt på Københavns invitation til at stille krav om miljømærker i indkøbsordninger.

Københavns Kommune har gjort kur til de offentlige indkøbere i landets kommuner og regioner for at få dem til at gå efter miljømærket legetøj og kontormøbler i deres kommende udbud. 36 kommuner og 2 regioner har sagt ja – og dermed er der en gulerod på 139 mio. kr., når København nu inviterer til markedsdialog med producenterne på området.

Henover sommeren tikkede der et kommunalt kærestebrev ind hos de offentlige indkøbere i kommunerne, regionerne og staten. Afsenderen på kærestebrevet var Københavns Kommune, som bad om en tilkendegivelse fra indkøberne på, om de ville efterspørge legetøj og kontormøbler, der er certificeret med Svanemærket eller EU-Blomsten i deres næste udbud. 36 kommuner fra hele landet samt to regioner har nu svaret positivt retur. Tilsammen indkøber de årligt legetøj for ca. 30 mio. kr. og kontormøbler for ca. 110 mio. kr.

Baggrunden for at sende kærestebrevene er Københavns Kommunes miljømærkepolitik, der blev vedtaget sidste år, og som skal sikre flere miljømærkede produkter, når kommunen indkøber alt fra mad- og bagepapir, til rengøringsservice og bomuldstøj.

Som en del af den nye politik udvælger Københavns Kommune hvert år to til fire produktområder, hvor kommunen sammen med Miljømærkning Danmark og Statens og Kommunernes Indkøbsservice går i dialog med branchen for at fremme udviklingen af mere miljøvenlige produkter. Og for at give branchen ekstra motivation har Københavns Kommune altså været hele landet rundt med kærestebreve for at få de andre offentlige myndigheder med på vognen.

”Som en stor offentlig indkøber kan København hjælpe med at bane vej for flere miljømærkede produkter til gavn for alle forbrugere. Vi vil gerne sende et tydeligt signal til markedet om, at vi ønsker et større udbud af miljømærket legetøj og kontormøbler. Og det er klart, at det har en større effekt, hvis vi kan sige, at det ikke kun er Københavns Kommune, men i alt 37 kommuner og to regioner, der overvejer at stille krav om miljømærker, når vi går i dialog med markedet,” lyder det fra teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen (Ø). 

Direktør i Miljømærkning Danmark, Martin Fabiansen glæder sig over initiativet: ”Det er helt unikt, at Københavns Kommune så aktivt og ambitiøst arbejder for at fremme markedet for miljømærkede produkter. Vi er utrolig glade for, at så mange kommuner og regioner har valgt at bakke op. Et større udvalg af miljømærkede produkter kommer til at gavne alle danskere. Samtidig kan dialogen med de to brancher betyde, at producenter, som har overvejet at blive miljømærket, nu tør tage springet, fordi de ved, at efterspørgslen i høj grad er der”.

Onsdag den 19. september inviteres producenter af legetøj til markedsdialog på Rådhuset, og mandag den 1.  oktober er det producenter af kontormøbler, der inviteres til dialog. Kontormøbler og legetøj er to af de områder, hvor der er meget få produkter, der har Svanemærket eller EU-Blomsten.

Københavns Kommune har i 2019 udbud på vej med legetøj, og i 2020 skal Statens og Kommunernes Indkøbsservice udbyde kontormøbler, og derfor vil de offentlige indkøbere gerne i dialog med markedet i god tid for at fremme udbuddet af miljømærkede produkter. Til møderne håber Københavns Kommune at blive klogere på, hvad der skal til, for at producenterne vil ansøge om at få miljømærkerne, og hvilke barrierer der er. Samtidig vil kommunen gerne give markedet tid til at omstille produktionen eller på anden vis udvide sortimentet af miljømærkede produkter, så de er klar, når udbuddene kommer.