København henter inspiration til håndtering af elløbehjul i Aarhus

19.03.2019
Københavns Kommune skal gå i dialog med Transportministeriet om en model, der minder om den aarhusianske.

Frustrationen over elløbehjul og udlejningscykler, der blokerer for fortove og skaber dårlig fremkommelighed for fodgængere, er til at tage at føle på hos flere lokaludvalg i København. Derfor vil et flertal i Teknik- og Miljøudvalget følge en anbefaling fra Transportministeriet og søge gode råd til den fremadrettede regulering af området i Aarhus. Her har kommunen nemlig lagt op til kun at tillade én virksomhed med maksimalt 500 udlejningscykler og én virksomhed med op til 150 elløbehjul. En kopi af denne model er tillokkende for de københavnske politikere, hvor otte virksomheder har vist interesse for at udleje elløbehjul, mens 5 virksomheder har henvendt sig til forvaltningen om udlejning af udlejningscykler. Derfor har et flertal i udvalget bedt forvaltningen om at tage en dialog med Transportministeriet om deres anbefaling af at hente inspiration i Aarhus.

”Vi vil blive ramt af et sandt kaos, hvis byens fortove og pladser pludselig skal rumme otte konkurrerende systemer for elløbehjul og fem for udlejningscykler. Derfor er jeg glad for, at et flertal i udvalget har besluttet at følge Transportministeriets anbefaling om at hente inspiration i Aarhus til den fremadrettede regulering af området,” siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).

Som konsekvens af beslutningen vil Teknik- og Miljøforvaltningen nu gå i dialog med Transportministeriet om denne model.