Ny legeplads ved BLOX for både børn og unge

09.03.2018
Det store BLOX-byggeri på Christians Brygge er ikke kun for voksne. Der også skabt uderum til både børn og unge.

Den officielle indvielse af BLOX på Christians Brygge må vente lidt endnu, men børn og unge kan allerede nu indtage og forlyste sig på den medfølgende legeplads, som er integreret i det store byggeri. Og der er noget for enhver smag: Fra sandkasser, rutsjebaner, gynger og soppebassin for de yngste til boldbur, overdækkede opholdsarealer og god skate- og rulleskøjtebelægning til de større børn og unge.

Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) er glad for, at Realdania, som står bag projektet, har tænkt udeområder ind i byggeriet:

- Byrum skaber liv i byen, fordi de giver københavnerne mulighed for at komme ud af lejlighederne og gøre brug af byens attraktioner, som dermed er med til at skabe fællesskab helt lokalt. Derfor er det en kæmpe gevinst, når BLOX-byggeriet på denne måde giver noget tilbage til byen og til københavnerne. Det kan vi alle være glade for og tilfredse med, siger Ninna Hedeager Olsen.

Legepladsen er udviklet i samarbejde med institutioner, skoler og andre brugere, så den kan give mest muligt legerum til de helt små og de lidt større københavnere. Også børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) er både glad for og imponeret af de nye legemuligheder midt i byen:

- Legepladsen ved BLOX emmer af den samme innovation som bygningen. Detaljerne er gennemtænkt, og jeg glæder mig til at se både Den Classenske Skole og institutionen Vartov såvel som Københavns børn gå på opdagelse på byens nyeste legeplads. Den meget anderledes måde at tænke legeplads vil give gode muligheder for fri leg og afslapning for børn i alle aldre, siger Jesper Christensen.

Legepladsen vil være åbent hver dag fra kl. 8-20.