Partier vil forhindre dark design og indrette byen hjemløsevenligt

11.03.2020
Teknik- og miljøborgmester har taget initiativ til et medlemsforslag, der skal afværge dark design.

København er for alle – også hjemløse, og dark design hører på ingen måde hjemme i København. Sådan lyder det fra flere partier i Københavns Borgerrepræsentation, der på baggrund af den seneste tids debat om hjemløsefjendtlig arkitektur vil have København kæmmet for eventuelt dark design: 

”Hjemløsefjendtlig arkitektur er ukærligt og umenneskeligt og skaber et unødigt pres på en i forvejen hårdt presset gruppe. Det er absolut ikke noget, jeg vil have i København. Derfor har jeg taget initiativ til, at Københavns Kommune fremover aktivt modarbejder dark design og i stedet indtænker hjemløsevenligt design i udviklingen af byen,” siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL). 

Medlemsforslaget indeholder ikke kun en bestemmelse om løbende at gennemføre et tjek af, om København indeholder dark design og en målsætning om at afsætte penge til indsatsen, hvis det ikke kan løses indenfor almindelig drift. Det indeholder også et klart budskab om fremover at prioritere hjemløsevenligt design ved udformningen af bl.a. byens pladser, parker og toiletter og ved valg af byrumsinventar. 

”Flere hjemløse borgere har fortalt til medierne, at de føler sig uønsket, fordi flere og flere virksomheder og steder laver skrå bænke og sætter gitre op. Vi kan ikke gøre noget ved de private virksomheders mangel på menneskelig omsorg, men ved at indrette de kommunale byrum hjemløsevenligt kan vi kraftigt understrege, at hjemløse har lige så meget ret til at være i København som alle andre, og at de absolut ikke er uønskede,” siger Ninna Hedeager Olsen. 

Teknik- og miljøborgmesteren får opbakning til medlemsforslaget fra SF, Radikale og Alternativet. 

“Jeg bliver så provokeret, når jeg ser byrum indrettet med Dark design. Det er respektløst overfor mennesker, der er i en udsat position. Det skal ikke foregå i København,” siger Klaus Mygind, der sidder i Teknik- og Miljøudvalget for SF.  

Fanny Broholm fra Alternativet støtter også op om forslaget: 

“Det er usmagelig bevidst at indrette sin by efter, at dem, der har det dårligst i den, skal føle sig så uvelkomne, at de ikke har lyst til at være der. Vi skal gå efter at være en empatisk og næstekærlig storby med plads til og omsorg for alle,” siger hun.   

Radikale vil også have kæmmet byen og indrettet den mere hjemløsevenligt fremover: 

 “København skal være en mangfoldig storby med plads til alle. Derfor skal vi have set byen efter i sømmene i forhold til hjemløsefjendtligt design. Vi vil gøre op med hjemløshed, ikke gøre udsatte liv endnu mere udsatte,” lyder det fra Mette Annelie Rasmussen.